Ann Dorrit Guassora

Jeg er vokset op ved Arresøen. Om sommeren badede vi i den, om vinteren løb vi på skøjter. Der var isbåde, som skød hen over isen fra den ene ende til den anden i vanvittig fart. Isen sang og hvinede under dem, når de kom farende fra den vig, hvor de blev søsat. Over isen helt til Lille Lyngby. Vi strammede snørebåndene i skøjterne og trak dem hårdt sammen om de tykke sokker. Vi testede isen lidt af gangen. Det første lange stykke kunne man regne med, at den var sikker. Så skulle man prøve sig frem. Om isen knagede, om den så tyndere ud, om der var sorte pletter. Nogle vintre var isen tyk og stærk hele vejen. Revnerne i isen var synlige langt ned og gjorde det let at bedømme isens tykkelse. Lå isen længe nok, skruede den sig op i lag, der hvor den stødte mod kysten. Arbejdede sig op på den is, som lå der i forvejen. Man kunne løbe over søen, hvis man havde kræfterne. Eller rundt om Næsset og besøge sine venner. Det gjorde vi også i mørke. Vi kendte det ud og ind.